Brev090810
| |
Brev: Hej Brevkasse. Jeg ved egentlig ikke om det er et coachingspørgsmål, men nu forsøger jeg at skrive til jer alligevel da jeg i høj grad efterhånden savner noget input til min situation. Det drejer sig om mit arbejde. Det er for så vidt udmærket arbejde, jeg keder mig ikke, tjener ok og har helt ok arbejdsopgaver. På den kollegiale side er der både gode venner, men desværre også et par rundsave for at sige det sådan. Jeg holder mig bare på den ”gode side” og hygger mig med dem jeg kan lide. Alt i alt – er jeg begyndt at spekulere en hel del på om ikke det er tid til at komme videre. Ikke fordi jeg har lyst til det store karrierefremskridt lige nu (børn, hus, ægtefælle skal også have tid. Ægtefællen bakker mig dog op uanset hvad) men mere fordi jeg bare ikke er rigtig glad mere om morgenen når jeg kører på arbejde. På den anden side er det stabil indkomst, jeg ved hvad jeg har og kan så godt som ikke fyres. I et nyt job vil det måske ikke være sådan. Hvad siger I? Mand på 36 år, der gerne vil være anonym (Brevet er forkortet af redaktionen). |
|
| Coaching Denmarks Svar: Du skriver, at du savner noget input vedrørende din jobsituation. Selvom jobbet er komfortabelt, er du ikke glad om morgenen. Det lyder som om, du har to overordnede muligheder lige nu. Du kan enten vælge at fortsætte med dit nuværende job, som er ok og stabilt eller vælge det uvisse, som til gengæld kan give dig et smil på læberne om morgenen. Det første, du kan gøre, er at finde ud af, om du selv synes og tror på, at du fortjener at være glad hver morgen, inden du tager på arbejde. Hvis svaret hertil er ”ja”, så er det næste spørgsmål, som du kan stille dig selv: Hvad skal der til for, at jeg tager glad af sted hver morgen? Hvilke kvaliteter skal det job have for at kunne give mig præcis den følelse? Hvad vil jeg helst? Være glad eller tryg? De spørgsmål kan måske give dig en afklaring i forhold til, hvor du er på vej hen. Jeg tror, at det vigtigste for succes både privat og professionelt er, at vi grundlæggende ved, hvor vi gerne vil hen, og ikke kun ved, hvad vi er på vej væk fra. Når du så sidder med et mere konkret og håndgribeligt mål, ville det næste skridt måske være at se, hvem du kan trække på i din familie og omgangskreds mht. input, støtte og eventuel feedback i forhold til din plan. Jeg vil dog råde dig til kun at inddrage mennesker, som er positive, og som vil bakke dig op, uanset hvad du beslutter. Til sidst kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad der holder dig tilbage? Er det frygten for at miste trygheden? Er det frygten for, at du ikke kan opnå succes et nyt arbejdssted? Det er umiddelbart nogle negative spørgsmål, så lad os skynde os videre. Det næste er nemlig at vende spørgsmålene om. Hvad så hvis du mister den tryghed kortvarigt? Hvad kunne være positivt i den henseende? Hvad hvis du ikke opnår succes med det samme et nyt sted? Hvad kan du lære af det? Og har du mistet noget i forhold til din nuværende jobsituation? Det kan være utroligt kraftfuldt at få sat ord på, hvad der holder én tilbage. I mange tilfælde slipper frygten nemlig taget i os, når vi først har fået sat ansigt på den. Jeg håber, at mit svar kan give dig en mulighed for at tænke ud af boksen og finde ud af, hvad du vil. Held og lykke med det hele, og husk at du altid er velkommen til at skrive til os igen. Mvh. Coaching Denmark |
Til brevkasse..... |

